Velkommen til lærervejledning, opgaver og alle de andre materialer

Her finder du alt, hvad du skal bruge til et kort eller langt forløb om Zambia og ”Gepard-drengen”: Opgaveark, billeder, film, pdf-bøger og grundig vejledning med tre ”grydeklare” forløb.

Under ”Skole” ovenfor eller i iPad-app’en kan eleverne producere fagligt styrede fotohistorier med UNI-login, men der er også en række andre typer opgaver. Hjemmesiden for 2013 om Myanmar og alle det års materialer finder du under ”Tidligere U-landskalendere”.

Her kan du se, printe eller downloade alt skolematerialet til Børnenes U-landskalender 2014, som foregår i Zambia. Det er gennemarbejdet og nemt at gå til.

Du kan plukke enkelt-opgaver til dit fag, men du finder også komplet vejledning til tre hele forløb med udkig til den store verden. De er nemme at skalere, så de passer til klassens tid og dit behov. De er udviklet i samarbejde med fagkonsulenter. Og de er tilpasset trinmålene i dansk, natur/teknik og tværfagligt.

Der er en række forskellige opgavetyper – fra opgaveark med n/t-eksperimenter, litteraturpædagogiske opgaver og mere kreative aktiviteter til hjemmesidens elev-univers under ”Skole”, hvor eleverne nemt kan sendes på fagligt styret opdagelse i billeder og tekster og producere tematiske fotohistorier. De kan både gøre det her på hjemmesiden og i en gratis app til iPad.

Elevbogen med årets fortælling er skrevet af forfatteren Ida-Marie Rendtorff – og både den og hele bogen med lærervejledning kan du læse eller printe her. De trykte klassesæt er desværre helt udsolgt.

Hjemmesiden har tre sektioner

Hjemmesiden for 2014-temaet om Zambia er delt op i tre sektioner – eller ”universer” – for at gøre det overskueligt for eleverne og nemt at styre deres færden i forhold til undervisningen.

1: Elev-universet og iPad-app’en

”Elev-universet” – er det område, eleverne bevæger sig rundt i som led i undervisningsforløbene. I kan bruge hjemmesiden under ”Skole” eller I kan bruge iPad-appen – de to er helt identiske. Det er opdelt i tre temaer, et for hvert fagforløb. I hvert tema kan du vælge mellem 3-4 emne-opgaver, hvor eleverne sendes på research i en styret proces og finder viden i billedserier og små tekster. Bagefter bearbejder eleverne deres viden ved at producere flotte fotohistorier, som de gemmer og deler via UNI-login. Med UNI-login gemmes deres research og arbejde automatisk, og det er nemt at vise produktionerne frem.

2: Opdag Zambia

Et åbent område til alle børn, der køber U-landskalenderen eller følger DR’s udsendelser. Men du kan også bruge det som supplement i undervisningen. Her kan børnene høste mere viden og indtryk på egen hånd – ved at se små filmklip, billedserier og læse korte fakta.

3: Lærer-universet

Det er her, du er nu – det rummer alle materialer til lærerne.

 

  

Børnenes U-landskalender 2014 er produceret for Danida af:

Publikum Kommunikation - Pluralis - inVirke - Morten Bak Grafisk Design